Forlæng havesæsonen med højbede

Forlæng havesæsonen med højbede

Højbede er lette at holde, og de er blevet populære i mange haver landet rundt. Og det er ikke uden grund. Højbede er nemlig et tradtionelt dyrkningssystem til grøntsager, der gør det langt nemmere og mere overskueligt at dyrke sine egne afgrøder.

Højbede forlænger sæsonen

Kort fortalt er et højbed et bed, der er etableret ovenpå jorden og omkranset af enten træ, sten eller metal for at holde jorden på plads. Det betyder, at jorden er hævet i forhold til resten af haven, og det gør, at vinterens fugtighed hurtigere forsvinder, så du kan komme i gang med dine grøntsager. Med andre ord: du forlænger sæsonen.

Den store fordel til trods skal du huske at vande i tørre perioder, for om sommeren har jorden i et højbed endnu sværere ved at holde på fugten end almindelig jord.

Sådan etablerer du et højbed

Når du skal etablere dit højbed, så kan du nøjes med at tage stilling til den jord, der er inden for rammerne. Den skal forbedres ved at tilføre organisk materiale og grave jorden godt igennem. Bedet placeres direkte ovenpå den bare jord, og når rammerne er sat op, handler det bare om at fylde på af god, næringsrig jord.

Aldrig bredere end 1 meter

Når du etablerer dine højbede, så skal du være opmærksom på, at de aldrig bør være bredere end 1 meter. Hele finten ved et højbed er nemlig, at du skal kunne nå ind over hele bedet uden at træde på jorden. Når du ikke betræder jorden, bevarer du nemlig den gode jordstruktur, og så slipper du for at grave igen og igen for at vedligeholde jorden.

Dyrk lige hvad du har lyst til

Den gængse holdning til højbede er, at det er noget man bruger til at dyrke grøntsager i. Men du kan i virkeligheden plante lige hvad du har lyst til, for både krydderurter, stauder, sommerbær og jordbær vil trives i kantede bede.